7.3.2014 - 6.7.2014

HILMA AF KLINT

ABSTRAKT PIONER

Introduktion

Det følgende er baseret på de tekster, som findes i udstillingen Hilma af Klint – Abstrakt pioner på Louisiana. Mere information kan findes i den udgave af Louisiana Revy, som er udgivet i forbindelse med udstillingen, eller i udstillingskataloget fra Moderna Museet, Stockholm.

Den svenske kunstner Hilma af Klint (1862-1944) er på forkant med udviklingen af den abstrakte kunst i 1900-tallets første årti. Hun malede sine første abstrakte malerier allerede i 1906, men hun udstillede aldrig de banebrydende billeder. Hun skrev i sit testamente, at der skulle gå mindst 20 år efter hendes død, før de måtte vises offentligt. Først da ville tiden være moden, mente hun.

Drivkraften bag Hilma af Klints værk er en overbevisning om, at der findes en åndelig dimension i tilværelsen. Med maleriet som middel søgte hun indsigt i en højere sammenhæng bag den synlige verden. Billederne er struktureret i serier og er præget af en systematisk tilgang til udforskningen af det åndelige.

Hilma af Klint var inspireret af en række åndeligt søgende og eksperimenterende strømninger i tiden, eksempelvis spiritisme, teosofi og senere antroposofi. Interessen for det spirituelle delte hun med mange andre tænkere, forfattere, musikere og billedkunstnere i samtiden, heriblandt de mere velkendte pionerer i den abstrakte kunst – Wassily Kandinsky, Kazimir Malevitj, František Kupka og Piet Mondrian.

Udstillingen spænder over hele Hilma af Klints oeuvre. Hun var uddannet på kunstakademiet i et naturalistisk landskabs- og portrætmaleri, men sideløbende med sit virke i disse genrer eksperimenterede hun med kontakten til højere bevidstheder og virkelighedsplaner.

Det førte til et kunstnerisk sporskifte: Som 44-årig begyndte hun at male abstrakte, symbolprægede billeder. Billeder af universelle sammenhænge og strukturer, som hun så bag den umiddelbart synlige verden. Det centrale værk er en stor suite, som hun kaldte Malerierne til templet. En stor del af suiten vises på udstillingen, og den består af en række forskellige serier skabt i perioden 1906-15.

Det tiltagende geometriske formsprog opblødes i de sene værker fra 1920’erne, hvor Hilma af Klint igen skiftede stil og fortsatte sine undersøgelser i akvareller med et mere flydende udtryk.

Den rene abstraktion er ikke et mål i sig selv i Hilma af Klints maleri. Abstraktionen kan snarere ses som visuelle repræsentationer af de usynlige, universelle kræfter, som hun mente forbandt den materielle og den åndelige verden.

De tidlige billeder

Udstillingen indeholder eksempler på Hilma af Klints tidlige værk: et landskabsmaleri og en række botaniske studier. Hun arbejdede i en periode som illustrator for det svenske Veterinærinstitut, og de tidlige billeder vidner om hendes evne til nøjagtigt og sobert at registrere det sete.

Sideløbende med sit virke som naturalistisk kunstner interesserede Hilma af Klint sig for virkelighedens usynlige dimensioner. I en gruppe af fem kvinder, som kaldte sig De Fem, holdt hun fra 1896 ugentlige åndelige møder og seancer, hvor gruppens medlemmer efter sigende kom i kontakt med ’højere bevidstheder’. I automattegning og –skrift registrerede De Fem de beskeder og indtryk, de fik under seancerne. Tegningerne rummer flere af de motiver, som bliver gennemgående i Hilma af Klints værk, blandt andet spiralen og stiliserede plantemotiver samt geometriske og spejlede former.

Notesbøger

De Fem førte logbog over deres møder med meddelelser og billeder modtaget under seancerne. Hilma af Klint førte livet igennem denne praksis videre og udarbejdede blandt andet en notesbog med optegnelser over bogstaver og ord i sit værk. Her fremgår det, hvordan de samme bogstaver og ord kan have mange forskellige symbolske betydninger. Bogen vises i udstillingen. Hun efterlod cirka 25.000 siders skitser og noter. Sent i sit liv gennemgik hun de mange notesbøger, strukturerede dem og tilføjede indholdsfortegnelser.

Hilma af Klint - Abstrakt pionjär. Video produceret af Moderna Museet, Stockholm.

Hilma af Klints symboler

Hilma af Klint bruger mange symboler, som ikke kan oversættes entydigt. De enkelte symboler kan have flere betydninger, der skifter alt efter den sammenhæng, de optræder i. Nogle symboler kan genkendes fra en kristen symbolverden, andre er hentet i antikke, østlige eller okkulte traditioner. De bærer deres oprindelige betydninger med sig, men får også nye i Hilma af Klints komplekse blanding af dem.

Nogle af de mest gængse symboler:

Sneglen/spiralen repræsenterer udvikling og evolution. Løber spiralen højre om (fra centrum), betegner den følelsens kraft, der er et feminint princip. Løber den venstre om, symboliserer den tankens og den maskuline kraft.

Blå og gul repræsenterer henholdsvis det feminine og det maskuline. Det samme gælder lilje og rose.

W står for materie, U står for ånd.

Mandelformen (mandorla eller vesica piscis) er udbredt i mange traditioner, blandt andet som symbol på udviklingen mod enhed og fuldendelse.

Svanen repræsenterer det metafysiske i mange religioner og mytologier og i den alkymistiske tradition er den symbol for modsætningernes forening.

Duen er et antikt symbol for kærlighed og står i den kristne tradition for fred og for Helligånden.

Malerierne til templet

Malerierne til templet er en stor suite af værker skabt i årene 1906 til 1915, som i alt tæller 193 billeder, hvoraf en stor del vises på udstillingen. Opgaven mente Hilma af Klint at have modtaget fra de ’højere bevidstheder’, hun følte sig i kontakt med og hun beskriver fx arbejdet med serien De store figurmalerier (1907) således: ”Billederne blev malet direkte igennem mig, uden nogen forudgående tegning og med stor kraft. Jeg havde ingen anelse om, hvad billederne skulle forestille, og alligevel arbejdede jeg hurtigt og sikkert, uden at ændre et eneste penselstrøg.”

Begrebet ’tempel’ må forstås metaforisk, som en platform for åndelig udvikling. Kunstnerens ønske om også konkret at bygge et cirkel- eller spiralformet tempel til hele suiten blev aldrig realiseret.

Udvalgte serier

Serien Urkaos (1906-07) (1906-07) indleder suiten Malerierne til templet og skildrer den fysiske verdens opståen. Ud af den oprindelige helhed opstår en polariseret verden, her fremstillet i farverne blå og gul, der symboliserer henholdsvis det kvindelige og det mandlige; den grundlæggende dualitet, der driver evolutionen frem, ifølge Hilma af Klint.

De ti største (1907) er symbolske skildringer af menneskets fire livsaldre: Barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Paletten domineres af pastelfarver – en ikke-jordisk palet til de ’overjordiske’ skildringer. Værkernes størrelse er slående og helt unikke i Hilma af Klints samtid, og er de største billeder i suiten Malerierne til templet.

I serien, Evolutionen (1908), er temaet menneskets og åndens evolution, som skildres i forskellige stadier. Evolution er et helt centralt tema i Hilma af Klints værk og tænkning, og Darwins lære var i det hele taget en vigtig inspiration for teosofien, som hun studerede. Rudolf Steiner så billederne i 1908 og betegnede nr. 15 (øverst på denne side) som Hilma af Klints åndelige selvportræt.

Mellem 1908 og 1912 holdt Hilma af Klint pause fra maleriet. Arbejdet blev genoptaget i et mere geometrisk formsprog end i de tidligere serier. I serien Svanen (1914-15) og i den efterfølgende serie Duen (1915) ses hendes karakteristiske kombination af figurative og non-figurative elementer og af symboler fra forskellige traditioner. Et af grundtemaerne hos Hilma af Klint er hendes idé om den fysiske verdens grundlæggende modsætning mellem mandligt og kvindeligt; to poler, som bestandigt bestræber sig på en forening og en sammensmeltning til den oprindelige enhed, de er udspaltet af.

De tre Alterbilleder (1915) sammenfatter suiten Malerierne til templet. Alterbillederne kan ses som en opsummering af både den kunstneriske og åndelige udvikling, som Hilma af Klint havde gennemgået i suitens forløb. Hun havde udviklet et særegent abstrakt og symbolsk maleri som en uløselig del af sin åndelige forskning. Trin for trin, serie for serie, fremad, opad. Alterbillederne handler om forbindelsen mellem den fysiske og åndelige verden. Pyramideformen symboliserer en trinvis udvikling opad mod den højeste åndelige indsigt i den fuldkomne, gyldne cirkel.



Hilma af Klint - Biografi og samtid. Klik på billedet for at åbne.

Et nyt kapitel

Med Parsifal-serien (1916) starter et nyt kapitel i Hilma af Klints værk. Formaterne er nu mindre, og hun arbejder især i akvarel og tegning. Arbejdet falder fortsat i serier, men de er ikke længere dele af et større sammenhængende forløb.

Figuren Parsifal stammer oprindeligt fra en middelalderlegende og optræder i flere okkulte sammenhænge såvel som i Richard Wagners opera med samme navn fra 1882. Parsifal er en af ridderne på jagt efter den hellige gral, et symbol på mysteriet og den ultimative indsigt, der kan findes efter intens søgen. Hilma af Klint arbejdede hele livet med at analysere og forstå betydningen af sine værker og de højere meddelelser, de kunne rumme.

Serierne fra 1916-22 rummer en række fokuserede analyser på både mikro- og makroniveau: Én serie ser nærmere på atomerne i en typisk Hilma af Klint’sk kombination af naturvidenskabelig forskning og okkult stræben. En anden serie består af diagrammatiske fremstillinger af religioner.

Naturen i fokus

Hilma af Klints interesse for naturen og botanikken er gennemgående – fra de tidlige landskabsbilleder og botaniske studier frem til det sene værk. Fokus skifter fra den natur, man kan se med det blotte øje, til analyser af naturens bestanddele og sammenhænge på et højere niveau. I tegninger af Violblomster, Hvedekorn og Havrekorn forbindes det fysiske og det astrale plan: Præcise gengivelser af blomster og korn er kombineret med diagrammer af deres højere essens.

I de sene akvareller fra 1922 og derefter har de botaniske skildringer taget helt ny form, og farven spiller hovedrollen. Disse værker er direkte inspireret af Rudolf Steiners æstetik og idéer, og fremstår som intuitive sansninger snarere end analyser af fænomenerne.

Alle værker er © Stiftelsen Hilma af Klints Verk. Foto af værker: Moderna Museet / Albin Dahlström.